Vesten sender bankerne ind

6 June 2011, information.dk

Den Europæiske Udviklingsbank vil nu overføre erfaringerne fra Østeuropa med at bruge donorbistand til at hjælpe demokrati på vej til Nordafrika. Men kritikere påpeger, at det ikke er specielt åbenlyst, at bankernes indrykning i overgangssamfund indtil nu har ført til mere demokrati

De internationale banker vil allerede senere i år kunne rykke ind i Nord- afrika som led i Vestens plan om ‘lån-for-demokrati’, lanceret på G8-mødet i Frankrig i sidste uge.

Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD) – en af de internationale finansielle institutioner, der tilsammen kan yde lån på over 20 mia. euro over tre år – siger, at den forventer at kunne sende eksperthold til Kairo i slutningen af året. Og i løbet af næste år vil klientlisten blive forlænget til Marokko og Tunesien.

»Forberedende aktiviteter kan begynde i 2012 i alle tre lande,« siger direktør Thomas Mirow på et møde med journalister i bankens hovedkvarter i London.

Bankens indtog i Nord- afrika vil kræve en fornyelse af dens mandat. Banken blev nemlig grundlagt i 1991 for at hjælpe de tidligere østeuropæiske økonomier med omstillingen til demokrati og markedsøkonomi. De 63 aktionærer – bl.a. EU, USA, Japan og de østeuropæiske lande selv – har imidlertid allerede enstemmigt godkendt et udkast til mandatudvidelsen, og indtil ratificeringen er afsluttet, kan banken operere fra en midlertidig fond, fortæller Mirow. Han mener, at bankens speciale i overgangsøkonomier gør den særligt egnet til at hjælpe de nordafrikanske lande med en lignende omstilling.

»Som i Østeuropa handler det om overgang (til markedsøkonomi, red.), og vi har bred ekspertise på det område,« siger Thomas Mirow.
Begrænsede værktøjer

Ikke alle er imidlertid enige i, at bankens ekspertise har ført til de ønskede resultater i det eksisterende operationsområde, der tæller mange tidligere sovjetstater i Østeuropa og Centralasien. Organisationen Bankwatch påpeger, at bankens succes i området efter egen målestok er blandet. Efter 20 år har kun et land ud af i alt 29 modtagerlande opnået status som donorland.

»Nogle af landene har gennemgået en enorm forandring og er nu medlemmer af EU, men andre – især de ressourcerige centralasiatiske stater – er langtfra demokratiske i dag,« siger researchkoordinator Pippa Gallop fra organisationens Zagreb-kontor til Information.

Desislava Stoyanova, koordinator for ngo-koalitionen Counter Balance, er enig.

»Mange af de lande, som EBRD arbejder i, forbliver fattige og autoritære, og den økonomiske liberaliseringsmodel promoveret af banken er blevet skrammet i krisen. Dette er næppe et godt tidspunkt at erklære sejr og hoppe ind i en ny, meget problematisk region, især i lyset af den nuværende mangel på en reel regering i Egypten,« påpeger hun.

Begge mener, at det er for tidligt at sende bankerne ind, for er de først inde, risikerer de at gøre mere skade end gavn, hvis udviklingen ikke går som planlagt.

»Vi er bekymrede over, at alle banker – ikke kun EBRD – øger deres engagement i Nordafrika. Vi ville gerne se mere målrettet EU-støtte på nuværende tidspunkt. Vi mener, at demokratiet burde være mere rodfæstet, før bankerne bliver sendt ind. Det er stadig meget usikkert, hvordan den politiske situation i landene kommer til at se ud,« siger Pippa Gallop med henvisning til, at Egypten og Tunesien først afholder parlaments- og præsidentvalg senere i år.

Hun påpeger, at EBRD og Den Europæiske Investeringsbank, der ligeledes forventes at yde lån til Nordafrika, ofte vælger at investere i store energiinfrastrukturprojekter, hvilket har styrket diktatoriske regimers greb om magten. Det kan også risikere at ske i de olieproducerende nordafrikanske lande, mener Gallop.

»De nordafrikanske lande er meget anderledes end de østeuropæiske, men der er nogle ligheder med de ressourcerige centralasiatiske lande. Her har problemet været, at den rigdom, ressourcerne har genereret, ikke er sivet ned til den fattigere dele af befolkningen, og det kan ske igen,« siger hun.
Mangler redskaber

Thomas Mirow erkender, at banken står over for en stor udfordring med udvidelsen af operationsområdet til et område, hvor sproget og kulturen er helt anderledes, men afviser, at banken ikke skulle være den rette til opgaven.

»Det faktum, at det internationale samfund har opfordret aktionærerne til at udvide vores mandat, er en enorm anerkendelse af vores arbejde,« siger Mirow.

»Men det bliver en stor udfordring, for der er store forskelle mellem Østeuropa og Nordafrika – bare en ting som demografien er meget anderledes. Vi må finde en balance mellem at sikre, at landene engagerer sig i demokratisk udvikling, og at befolkningerne ikke føler sig forladte, men vi ved, hvor lang tid omstillingen vil tage, fordi det også handler om en mentalitetsændring.«

Netop den mentalitetsændring kan blive svær at presse igennem med lån, mener forfatter Paul Rivlin, der har skrevet bogen Arab Economies in the Twenty-First Century.

»Disse lande, især Egypten, har et finansielt hul, og deres økonomier er gået i stå. Vejen ud er at bruge penge, som regeringerne ikke har,« siger han til onlineavisen TML og påpeger, at modtagerlandene vil blive tvunget til at vise, at de kan og vil træffe de rette politiske og økonomiske beslutninger til gengæld for lånene.

»USA ønsker at trække dem tilbage i vestlig retning. Men de politiske systemer i disse lande vil givetvis trække dem andetsteds hen.«

Bankwatchs kritik går blandt andet på, at for tidligt engagement kan føre til uforudsete konsekvenser.

»Banken har begrænsede redskaber til at promovere demokrati, hvilket betyder, at snarere end at fremme demokrati risikerer landene at blive fanget i diktatur,« siger Pippa Gallop, der dog anerkender, at EBRD har nedjusteret sit engagement i lande, der ikke – som krævet – leverer den demokratiske udvikling.

»Banken har været ret striks over for ekstreme lande som Turkmenistan og Hviderusland, men de arbejder stadigvæk med lande som Kasakhstan og Tadsjikistan, hvor vi ikke mener, at de gør nok for at promovere demokrati.«

Hun ser gerne en omskrivning af EBRD’s mandat, så den fremover prioriterer social retfærdighed og overgang til mere effektiv energiudnyttelse og en økonomi baseret på grøn energi.

»Et af de centrale elementer i EBRD’s mandat har været markedspromovering, hvilket banken har tolket som privatisering og liberalisering som mål i sig selv. Banken har handlet ud fra en antagelse om, at promovering af markedsøkonomi er nok til i sidste ende at bringe velstand og velvære til hele samfund,« siger hun.

Thomas Mirow mener imidlertid, at netop bankens fokus på overgangen til markedsøkonomi frem for profit samt dens fokus på små og mellemstore virksomheder forhindrer nogle af de sociale slagsider, som lånepakker gennem Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken ofte kritiseres for.

»IMF, Verdensbanken osv. er meget anderledes institutioner. De har en makroøkonomisk tilgang, som har en vis indvirkning på de sociale mønstre i landene. Vi går ind og samarbejder med den private sektor og indgår i en politisk dialog omkring demokratisering,« siger han.

»At få overskud af vores investeringer er ikke vores prioritet. Vi ønsker en god overgangseffekt.«